Smartlog v. II » Fru Olsen
Opret egen blog | Næste blog »

Fru Olsen

...maler med den brede pensel

Øv altså

Det er altså ret så irriterende, at jeg ikke kan strikke på nuværende tidspunkt på grund af mit dårlige øje. Pupillen i mit dårlige øje er helt udvidet og jeg kan overhovedet ikke stille skarpt med dét øje. Hvis jeg skal fokusere på noget indenfor en halv meters afstand, så føles det som om jeg bliver totalt skeløjet. Det betyder så også at jeg ikke kan sætte mig og læse en bog. Heldigvis har jeg ingen problemer med at se fjernsyn, hvis der så bare blev vist noget, der var værd at se sådan en lørdag aften.

Øv, øv, øv...


Er klokken ikke mere?

Laura vækkede mig før en vis herre får sko på, og derfor bliver jeg forbavset hver gang jeg kigger på uret. Er den ikke mere? Nu er kl. 11:30, men jeg føler det som om den burde være 13 eller 14. Herligt med en god lang dag.

Vi har lavet græskarlygter i formiddag, og nu står en omgang kardemomme-bolle-dej og hæver lystigt. Det er nu ingen sag at bage boller når man har en god røremaskine. ;o) Man burde gøre det noget oftere.

En gang i løbet af eftermiddagen skal vi over til Bedste og spise pandekager. Det er nu dejligt når andre gider at lave aftensmad til én. Det er så skønt at få lidt fri fra kødgryderne en gang imellem. ;o)

God - og solrig - lørdag til alle. :o)


Den er "go" nok

Efter at have spenderet hele formiddagen på lægebesøg og medicin-anskaffelse kan jeg fortælle, at den var go nok. Regnbuehindebetændelse for tredje gang, så nu skal jeg have tre forskellige slags øjendråber på alle mulige - og næsten umulige - tider af døgnet. Men det skal til og jeg gør det gerne.

At øjenlæge-afløseren var en gammel sur heks, er en helt anden historie. Sådan nogle gamle forstokkede mennesker burde gå på pension, hvis du spørger mig. ;o)


Åh nej, ikke igen!

Jeg havde en lumsk mistanke allerede i går aftes, da jeg kiggede i spejlet og så hvor rødt mit ene øje var. Jeg slog det hen som værende rødme på grund af smerter fra bihulerne.

Men i dag kan jeg godt se, at jeg skal have ringet til lægen i morgen. Mit øje er snart helt blodrødt og det gør mere og mere ondt i det. Jeg kender symptomerne alt for godt. Jeg har prøvet det ikke mindre end to gange før. Regnbuehindebetændelse. Det er én af de værste og mest smertefulde sygdomme jeg har prøvet at have. Jeg tror faktisk jeg vil placere den (når den er på sit højeste) på samme niveau som nyrestensanfald, så det siger lidt om, hvor slemt det er.

Jeg er jo ikke læge, så jeg ved slet ikke med sikkerhed endnu, om det er den fanden-i-voldske sygdom. Jeg krydser fingre for at det ikke er, for så undgår jeg turen med øjendråber, ekstrem lysfølsomhed, smerter der ikke kan afhjælpes og måske en længere sygemelding.

Og her til slut vil jeg undskylde mange gange for, at det nærmest er blevet en syge-blog. Det er ikke meningen, men det har været det eneste jeg har haft på sinde. Håber alt det sygdom snart får en ende. ;o)


Næseskylning

Manden har i forbindelse med forkølelser flere gange anbefalet næseskylning. Jeg har hver gang takket nej, for bare tanken om at få vand i næsen er nok til at jeg næsten føler jeg drukner.

Men denne gang - med bihulebetændelse og mega ondt i hovedet, tænkte jeg, at det nok ikke kunne skade alverden. Jeg har i hvert fald ikke hørt om nogen der er druknet af at have skyllet næsen. Så jeg gik i gang med næsehornet (det hedder den, dén man skyller med), og det var faktisk slet ikke så slemt som jeg havde forestillet mig. Jeg kunne overhovedet ikke mærke vandet i næsen, og uden at afsløre alt for mange ulækre detaljer, så blev jeg befriet for lidt af "stadset" fra bihulerne.

Så nu kan jeg også varmt anbefale at skylle næsen hvis man er forkølet, og måske døjer med, at det sætter sig til dét, der er værre.


Altså de børn

I aftes bestemte jeg mig for, at vi lige så godt kunne sove lidt længere her til morgen, for manden skal jo ikke op på job, og heller ikke jeg på grund af bihulebetændelsen, så en god times tid længere i sengen ville sikkert gøre gavn for alle parter.

Jeg blev klogere, og hvis jeg havde tænkt mig om, så vidste jeg også godt at pigerne ikke nødvendigvis ville sove længere om morgenen. I går stod vi op til normal tid mens Laura knaldede brikker og til sidst måtte vækkes. I dag stod hun op før fanden fik sko på, og selv om jeg prøvede at overbevise hende om at det stadig var nat og at hun skulle sove lidt mere, hjalp det ikke en dyt.

Så der var ingen af os der sov længere end normalt. Min nattesøvn har været så som så på grund af smerter, svedeture og løbenæse. Penicillinen er ikke begyndt at hjælpe endnu, men virkningen kommer forhåbentligt i løbet af dagen. Det håber jeg, for jeg er ved at blive idiot af smerterne, og det kan ikke betale sig at spise smertestillende, for de hjælper ikke synderligt meget.

Jeg håber din nat har været bedre end min. ;o)


En aften i ro og mag

Jeg tror godt nok aftenen skal bruges i sofaen med den vamsede plaid om benene (eller måske dynen) og så vil jeg nyde et glas iskold schweppes sammen med et par "smørtyve" eller tre.

Det bliver tidligt mørkt nu, men det gør ikke så meget når skuffen med fyrfadslys er fyldt til randen. Jeg har mange stager som jeg bare ikke kan få for mange af dem. Og de vil selvfølgelig også blive tændt om ikke så længe. Men nu er det tid til aftensmad. Det er bare noget nemt Lasagnette, men det smager drøngodt.


Ondsindet hovedpine

Her til morgen er hovedpinen mange gange værre end den har været i den sidste uges tid. Forkølelsen har sat sig i bihulerne, og der er ikke ret meget der hjælper. Jeg skal i hvert fald ikke vende hovedet nedad. Jeg har allermest lydt til at lægge mig på sofaen og lukke øjnene (som også gør ondt), men dén går heller ikke. Det hamrer og dunker i panden, så jeg tror den er god nok. Lægen vil blive kontaktet her til morgen, noget skal der gøres, for det her er altså ulideligt.

P.S.  Min Baktus er færdig og den varmer så dejligt rundt om min forkølede hals. Nu er mine hænder rastløse. Jeg må have fundet et nyt projekt. ;o)

UPDATE: Jeg ligner noget katten har slæbt med ind. Det er bihulebetændelse, så nu skal jeg på apoteket og hente penicillin. Det skal gøre godt at blive smerte- og feberfri.


Et muligt cashmere strikke-projekt

Jeg har søgt en lille smule på nettet efter strikkeopskrifter på tørklæder af cashmere. Jeg har ikke rigtigt haft heldet med mig. Det er nok fordi jeg ikke gider sidde i timevis og søge, så derfor tænkte jeg, om du måske ligger inde med en god (læs nem) og flot opskrift som jeg kunne bruge?

Facts: 100 % cashmere, 50 gram, løbelængde ca. 450 m, pind 3,5 - 4.

Jeg ville blive så glad. :o)


Kreativ Messe vol. 2

Nu er jeg vel hjemme fra messen med et fed garn og en pose perler i tasken og pungen er nogle hundrede kroner lettere.

Det var godt og spændende igen i år. Jeg var alene afsted, og selv om jeg har hygget mig, er det bare ikke helt det samme, som når man er flere afsted sammen. Jeg fik gramset på garn i alle mulige afskygninger. Det kradse holdt jeg så vidt muligt fingrene fra.

Og jeg lukkede øjnene og købte det mest vidunderlige garn af 100 % cashmire. Jeg VILLE bare eje sådan et fed, og det er til dato det dyreste garn jeg nogensinde har købt, men hold da fast hvor er det blødt. Det er som den blødeste babyhud eller måske endda en chinchilla, nærmere kan jeg ikke beskrive det. Jeg ved dog ikke helt hvad jeg skal strikke af det. Jeg tror det bliver en lille hals-klud med et fint mønster af en art. Det ville være skønt at have om halsen her til vinter.

 


Kreativ Messe

Så er der snart afgang herfra mod Fredericia. Messen kalder.

Hav en god dag alle sammen. :o)


Hvordan kan folk få sig selv til det?

Er der noget der pisser mig af, er det når folk gør noget de ikke har spurgt om lov til, men bare forventer at det er okay med andre.

Et par eksempler kunne være, hvis dagplejeforældre vader rundt i min private have når de har hentet deres barn. Eller hvis gæster åbner mit køleskab eller andre skabe/skuffer uden videre. Eller hvis nogen flår en strikkeopskrift ud af hænderne på mig for at tage kopier af den, helt uden at spørge om det er okay, for så selv at tage penge for kopier af den bagefter. Jeg forlanger slet ikke penge for noget, men jeg forlanger at blive spurgt om lov, for så har jeg mulighed for at sige fra. Det ville jeg nok have gjort i sidst nævnte tilfælde.

Det er utroligt at folk ikke altid har pli eller tænker sig lidt om. Det må vel være et brist i deres opdragelse.


Den hyggeligste aften

I aftes var vi samlet en masse strikketanter og -damer, og det var rigtigt hygsomt. Det var trangt, men det gjorde ikke spor. Hvis der lige skulle gramses garn og man ikke selv kunne nå det, så bad man bare en anden om at tage det og sende det videre.

Der var kaffe, the og en vidunderlig hjemmebagt kage (en æbletærte af en art) med græsk yoghurt til. Uhm, det var go' og det krævede diciplin at lade nr. to stykke stå på fadet. Og ikke at forglemme, så var der 10 procent på varer købt den aften, og hvem kan sige nej til dét? ;o)

Jeg kunne for eksempel ikke. Jeg måtte eje noget blød blød silkbloom og noget festligt multifarvet bomuldsgarn. Det skulle gerne ende med en Baktus. Du kan se den hos Tina. Det jeg har strikket indtil videre er jeg ikke helt tilfreds med, for der er tydeligt forskel på ret- og vrangsiden. Måske skal der være det når man strikker den i sort og multi-pangfarver? Jeg må give den en chance, tror jeg.


Og her sidder jeg så

Jeg sidder i venteposition. Pigerne er nede ad vejen hos en veninde.

Nu sidder jeg og venter på at de skal komme hjem om få minutter. Maden (boller i karry) er fiks og færdig. Hold da op, i dag kan vi spise kl. 17. Det er efterhånden sjældent det sker. Men det er dejligt, for så er der stadig tid til at hygge med pigerne og tage det stille og roligt inden de skal i seng.

Juhuuu, imorgen skal jeg mødes med alle strikketøserne. Det bliver sikkert kanonhyggeligt, hvis jeg kender dem ret. Og ikke at forglemme, så er det snart søndag og tid til Kreativ Messe. Det er ikke så tit det sker, at man ligefrem glæder sig til det skal blive søndag, hva'? ;o)


Alting tager form

Mandens sweater er ved at være på sidste vers, eller pind må det vel være. Bare lige et par cm mere på kraven, så er den færdig.

Lauras værelse er også ved at være klar til indflytning. Det får lige lov til at dampe af endnu et døgns tid, før hun skal sove derinde. Bare for en sikkerheds skyld. (og du må godt kalde mig hønemor) ;o)

Og min forkølelse er ved at være der. Smags- og lugtesansen er det så som så med efterhånden, og nysene står i kø for at komme ud. Jeg tror selv på, at det er fremprovokeret af undersøgelsen hos øre-, næse-, og halslægen forleden dag. Det er nok snart ovre igen. Man har vel lov at håbe. ;o)

På torsdag skal jeg møde alle strikketanterne igen, bare i en garnforretning i stedet for det hyggedræbende sted, hvor vi var sidst. Jeg glæder mig til at vi skal mødes under meget hyggeligere forhold, og hvor der også er andre damer der strikker. Glæder mig til at møde nye med samme interesse.

Og i den kommende weekend er der Kreativ Messe i Fredericia. Jeg glæder mig til at komme derned og oooose og måske bruge lidt penge. ;o) Uh, jeg kan næsten ikke vente. :o)


En drøm af en svigermor

Hvor er det dejligt at have en svigermor, der altid ligger inde med dét man liiige står og mangler. For eksempel en ærmepind nr. 3. ;o) Sådan én manglede jeg vildt og voldsomt kl. sent i går aftes. Nu er den hentet og nu kan jeg måske langt om længe blive færdig med mandens sweater. ;o) Jeg skal bare liige vaske noget mere tøj og rydde lidt mere op og, og, og...


Omregning af garnforbrug

Har du forstand på garnforbrug, så kan du måske hjælpe mig?

Jeg har en opskrift, der siger at garnet skal være ca. 575 m pr. 100 g, og at man skal strikke med dobbeltgarn. Dvs 2 x 575 m pr 100 g og der skal bruges ca. 300 gram i alt.

Men hvis jeg nu ikke vil strikke med dobbeltgarn, hvad slags garn skal jeg så strikke med? Er en alpacca-garn tilsvarende eller er den for kraftig?

Jeg håber der er nogen derude i blogland, der kan hjælpe mig. :o)


Fra in-aktiv til super-aktiv

Gårsdagens ugidelighed er pist væk. I dag er vi gået i krig med Laura's værelse. Den trænger til en ordentlig omgang maling og flytten rundt med møblerne, så hun får mere gulvplads. Skabslågerne er malet første gang. En dejlig blodrød, som vil stå supergodt til de hvide vægge og skiffergrå gulvtæppe. I morgen maler vi væggene og trylle, trylle, trylle, så er vi næsten færdige.

Jeg har snupset et par af hendes reol-sektioner, så nu har jeg en garnreol. Der blev sorteret med hård hånd, da jeg gik alle garnresterne igennem. Jeg har dog gemt lidt, så Emma har noget at strikke med, hvis hun har lyst.

Der blev også plads til en hylde med strikkeblade og opskrifter og en hylde med en fin fletkurv fyldt med strikkepinde og hæklenåle. Og hvis jeg selv skal sige det, så ser det faktisk ret godt ud, selvom det ikke ligger i farve-orden. Det ligger efter kvalitet og om det er rester eller nye nøgler.

Nu vil jeg gå under bruseren, så vi kan komme over til mor og spise hjemmelavet hønsekødssuppe og "elefant-ører". Uhm, hvor jeg glæder mig. ;o)


Intentionerne er der

Jeg kan bare ikke få taget mig sammen i dag.

Vejret har ikke været til ret meget andet end indehygge med nybagte boller og varm kakao, måske endda med en lille klat flødeskum på toppen. Gæren blev også købt, men jeg er bare ikke kommet videre.

Jeg ved ikke helt hvad der går af mig i dag. Jeg går lidt ved siden af mig selv, tror jeg. Jeg har lyst til at sætte mig og strikke mandens sweater færdig (den har jeg heller ikke kunnet tage mig sammen til), men når det så kommer til stykket, og jeg får mig sat, så er lysten væk igen.

Jeg har haft lyst til at lave noget aftensmad, som pigerne kunne hjælpe med, men jeg har slet ikke haft hjerne til at udtænke hvad vi lige kunne finde på at lave. Så det er endt op med et friskt franskbrød (fra bageren), røget laks og rejer.

Måske skulle jeg gå ud og få slået den dej sammen nu. Helt ærligt, Fru Olsen, du hænger da vidst lidt i bremserne, hva'? ;o)


Intet at spore

Det er noget underligt noget. Jeg er lige blevet undersøgt på kryds og tværs i halsen, og udenpå halsen, af en specialist på området. Blandt andet fik jeg en lille kikkert ind i næsen og ned i svælget (ikke videre behageligt). Han undersøgte min hals så grundigt med hænderne, at jeg var ved at være bange for at han skruede mit hoved helt af.

Konklusionen: Intet unormalt.

Det skal siges, at han slet ikke stemplede mig som en pjat-gås. Det er bare noget jeg selv går og føler mig som. Heldigvis er min læge på min side, og kan godt se, at der er en forandring på halsen. Jeg ved ikke hvad det næste bliver. Måske lader vi bare hele hals-regionen ligge og hvile i fred. Nu har to professionelle instanser erklæret mig helt og aldeles normal (i hvert fald på dét område), så det må jeg vel tro på. Hmmm...


Ude godt, men hjemme bedst

Ordsproget har helt og aldeles ret. Ude ER godt. Det er spændende at se andet end sin egen matrikel og sin egen by, men det er dælme også dejligt at komme hjem igen.

I går var vi i Sæby for at besøge dem, der i sin tid blev "forældre" til Abel. Dansbjerg er et fantastisk sted for katte. Vi besøgte dem for omkring 9 år siden, hvor vi også havde Abel med, så de kunne hilse på ham igen.

Denne gang havde vi ikke lige taget ham med. Han er ved at være en gammel fyr, og vi ville ikke byde ham et muligt slagsmål med alle katte-mødrene ligesom sidste gang. Dengang fik han virkeligt klø fordi der var killinger i samme rum. Stakkels lille misse-mis.

Det var bare så hyggeligt at møde Birger og Ilse igen, og alle deres vidunderlige katte. Der er ingen tvivl om, at hos dem er alle katte (og andre dyr i det hele taget) elsket lige meget, uanset om det er en dyr racekat eller en vildkat på 15 år.

Både Emma og Laura var helt vilde med at lege med en af killingerne. De kluk-grinede så hjerteligt, at det smittede af på os andre. Og i nat grinede Laura endda i søvne. Vi vidste bare, at hun drømte om killingerne.

Det har gjort et stort indtryk på pigerne at se Abels fødehjem. Og at se alle de mange katte. Det var også dejligt at kunne tage dem med hen til sådan et sted, hvor det er vigtigt at de er rolige og afdæmpede, så dyrene ikke bliver bange for dem. Det var dejligt at se, at pigerne vidste lige nøjagtigt hvordan man behandler katte/dyr. Vi behøvede slet ikke at være over dem hele tiden. De opførte sig helt eksemplarisk. ;o)

Vi er ikke et sekund i tvivl om, at når engang (forhåbentligt om mange år) Abel forlader denne jord, og hvis vi vil have kat igen, så skal det også være ét af Dansbjergs eksemplarer. Til hver en tid. :o)


Løkken har mangler

Det kan godt være at Løkken er fantastisk på mange områder. Det kan også godt være at Løkken er et slaraffenland af tøjbutikker med gode tilbud og restauranter og spisesteder med mad for enhver smag.

Men sådan en ganske almindelig Maizena pandekage-blanding er ikke til at opdrive i nogen steder i Løkken. Er der virkeligt ikke nogen i Løkken, der tyer til den nemme løsning når det gælder pandekager?

Til alt held har campingpladsens kiosk alt hvad hjertet begærer. Også pandekage-blanding. ;o) Så vores bryllupsdags-middag stod på pandekager med syltetøj og flormelis. Virkeligt romantisk, hva'? ;o)

Men derudover har det været en dejlig dag. Det har været blæsende og iskoldt, men man skal bare have den rette påklædning på. Det har pigerne også haft i dag. De har dejlige røde kinder af at have leget og tonset rundt udenfor hele dagen. Jeg tror de går omkuld med et brag i aften når de kommer i seng. Dejligt. ;o)


I dag...

...for 8 år siden blev jeg gift med manden i mit liv.

På nogle punkter er 8 år meget lang tid, men lige i denne situation synes jeg de 8 år er gået super-stærkt. Der er sket så meget i løbet af årene, at det næsten er svært at følge med.

Nu kalder det dejlige solskinsvejr her i Nordjylland. Det skal nydes i fulde drag.


Irriteret blindtarm

Uha, det er ikke godt for mit temperament, at jeg ikke kan komme afsted med at få gjort mandens sweater færdig. Uha, det huer ikke Fru Olsen, nej det gør ej.

Jeg må vel bare tage en slapper-zanne. ;o)


En nordjysk hilsen

Jeg skulle hilse og sige, at det bestemt ikke er nemt at sidde og strikke på en stor uld-herre-trøje i en campingvogn, der ikke er verdens største. Så trøjen til manden blev ikke færdig i dag, desværre. Men jeg har bare ikke tålmodigheden til at strikke mønster-strik med tre forskellige farver, når der ikke er plads til det.

Så heldigt nok havde jeg taget strikkepinde og garn med, så jeg kunne strikke sokker. Det kræver ikke så meget albuerum. ;o)

Hvad den ellers kommer til at stå på her i det nordjyske, ved vi ikke helt endnu. Måske kører vi en tur til Sæby, for at besøge katteriet hvor Abel (vores skøre kat derhjemme) stammer fra. Det kunne være sjovt for pigerne at se hvor mange norske skovkatte de har i Sæby. Men vi får se, vi får se.


Tante Tandløs, Frk. Bræk og Fru Strik

I går tabte Emma den anden fortand, som bare hang og dinglede. Nu kalder vi hende meget passende for Tante Tandløs. ;o) Hun kan for eksempel ikke sige "fiskefrikadeller" uden at læzzpe en del. :o)

Laura kan vi passende kalde for Frk. Bræk, for hun kastede op i nat. Helt uventet, for der havde ikke rigtigt været noget forvarsel. Heldigvis var det bare dén ene gang, og resten af natten, og hele dagen i dag, har hun ikke fejlet spor.

I morgen tidlig bliver de sidste ting pakket i campingvognen. Jeg orker ikke lige nu. Jeg vil hellere sætte mig godt til rette med strikketøjet i skødet og forsøge at få det færdigt i aften. Jeg er spændt på at se det færdige resultat. ;o)

Og fodbold...dét skal jeg bare slet ikke se. Skal du?


Stakkels misse-mis

Vores gamle kat, Abel, har fået loppe-eksem. Og haner vidst ved at blive idiot af at klø og kradse, så nu skal han have en loppekur. Jeg tror han har glemt hvad der venter ham, for det er næsten 10 år siden han sidst har fået en "behandling" af loppegift, der sprøjtes ind i alt hans pels.

Han kommer til at ligne noget der er løgn, og lugte værre end jeg ved ikke hvad, og han vil hade os for det, et stykke tid i hvert fald. Men jeg er sikker på han takker os i den sidste ende. ;o)

"Kom...kom misse-mis..."


Strikmad?

I dag har jeg fundet ud af at man sagtens kan forene strik og madlavning. Vi skulle have risengrød, så jeg fandt strikketøjet (som er ved at være rimeligt stort og uhåndtérbart) og plantede mig på køkkenbordet ved siden af komfuret. Så kunne jeg både strikke og røre rundt en gang imellem.

Grøden kogte ikke over og blev heller ikke langhåret i bunden, og jeg fik strikket nogle omgange (der er mange mange masker på én omgang). Det er jo hele TRE ting på én gang...dét går da virkeligt ikke. ;o)

Jeg satser på at trøjen er færdig inden søndag. Om jeg så skal sidde oppe den halve eller hele nat om lørdagen, så er det dét jeg gør for at få den færdig. ;o)


Er jeg hypokonder?

Resulatet af undersøgelsen af min skjoldbruskkirtel viste intet unormalt, så ifølge hospitalet har jeg ikke struma. "Hmm", sådan sagde min læge faktisk i dag da jeg konsulterede hende. Hun kunne tydeligt se en bule på min hals og siden jeg har lette kvælningsfornemmelser, så må der være ét eller andet.

Så i næste uge skal jeg til øre-næse-hals-specialister. Måske kan de finde ud af hvad der er galt. Måske er det bare pjat. Måske er jeg klogere fredag i næste uge. ;o)


I regn og blæst...

...er der ikke ret meget der bliver stående. Det gjorde vores markise på campingvognen heller ikke. Den smuttede lige en tur op over taget og bragede ned igen i går eftermiddags, kun 5 min før vi alle sammen gik i bad. Heldigt. Og det var også et svineheld at der ikke skete nogen skade. Pyyh. Vi fik sat hele skidtet fast igen, denne gang også med en stormstrop, og SÅ blev den hvor den skulle.

Jeg har ingen billeder fra vores lille smuttur til Silkeborg, for det ville have krævet et undervandskamera med alt det vand vi fik fra oven. I går trak vi alle sammen i regntøjet og begav os ud i skoven. Pigerne var vilde med at plaske i de allerstørste vandpytter, og de fik lov, lige så meget de ville. Imponerende nok holdt både støvler og regntøj tæt.

Søvn har det været så som så med, i hvert fald for mit vedkommende. Jeg kan ikke sove når det regner ned med dråber og agern på campingvognens tag. Men det har stadig været hyggeligt, og pigerne har også hygget sig selvom de ikke rigtigt fik leget på legepladsen på grund af vejret.

Næste søndag tager vi en tur til Løkken. Nu krydser vi fingre for at vejret er lidt mere med os. ;o)


Gårsdagens chok

Manden kom hjem i går med en mere eller mindre chokerende nyhed, der let kunne have væltet korthuset, men den gjorde det ikke. Virksomheden han arbejdede i har drejet nøglen. Alle medarbejdere blev fritstillet med minutters varsel. Det er helt surealistisk, at han ikke har et arbejde mere, bare sådan fra den ene dag til den anden.

Men han er på vej op på hesten igen. Nej, jeg tror egentlig ikke han faldt ned fra den overhovedet. Han har taget det i stiv arm og er fortrøstningsfuld. Der går sikkert ikke ret mange dage før han er i arbejde igen, hvis jeg kender ham ret.

Nu skal vi bare igennem de par dage her, så damper vi på camping i morgen eftermiddag. Vi flygter simpelthen fra det hele. Vi trænger til at komme lidt væk hjemmefra, se noget andet og få noget frisk luft. Og så er Silkeborg da lige stedet. Skov, strand og vand, det må da være sjælepleje og friluftsliv...også selvom vejrudsigten lover masser af regn på lørdag. Vi tager da bare regntøj med. Det er jo kun et spørgsmål om påklædning.